P!nk - "Blow Me (One Last Kiss)" (MTV VMA 2012)

Alle musikvideoer fra P!nk

P!nk

Om P!nk

Alecia Beth Moore (født 8. september 1979 i Doylestown, Pennsylvania, USA), bedre kendt som Pink (stiliseret som P!nk), er en flere gange Grammy Award-vindende amerikansk sanger/sangskriver som først skabte opmærksomhed i starten af januar, 2000. Datter af James (Jim) Moore og Judi Kugel.

Rent musikalsk betragtet er det ikke mindst hendes meget karakteristiske, sprøde og kraftige kontraalt-stemme, som ofte sammenlignes med Janis Joplin, der har gjort P!nk til en af nutidens helt store og meget populære rock- og bluesrockstemmer. På scenen er hun kendt for sine meget actionprægede sceneshows med sig selv i hovedrollen garneret med selvironisk distance og forskellige politiske eller samfundskritiske udfald.

Biografi

Navnet Pink stammer angiveligt allerede fra barndomsårene og har trods flere forskellige journalistiske gætterier en ikke uvæsentlig sammenhæng med farven på kvindens skede., blev skilt i februar 2008, De sås meget sammen heriblandt i musikvideoen til P!nks nummer So What fra 2008, som netop satiriserer over skilsmissen. De blev aldrig rigtig skilt da de ikke underskrev skilsmissepapirene, og nu har de ikke brug for det, da de er sammen igen. Sammen har de datteren Willow Sage Hart, som er født 2. juni 2011.

Can't Take Me Home

Pink fik sit gennembrud med cd'en: Can't Take Me Home (2000) der solgte 4 millioner albums verden over. Cd'en indeholdt blandt andet de amerikanske top 10 hits "There You Go" og "Most Girls". I 2001 medvirkede hun på soundtracket til Baz Luhrmans film Moulin Rouge! med nummeret Lady Marmalade, hvor hun sang med Christina Aguilera, rapperen Lil' Kim og Mýa. Sangen blev et kæmpehit verden over og blev det mest succesfulde radiohit, der kun var udgivet som single.

Missundaztood

P!nk blev efter sit gennembrud træt af at blive markedsført som en anden tyggegummi-popsanger, og søgte at blive en mere seriøs sangskriver og musiker. Derfor tog hun mere kontrol med det musikalske udtryk fra og med sit andet album M!ssundaztood, der tilførte hendes musik et langt bredere stilmæssigt repertoire. M!ssundaztood, som fortsat er P!nks bedst sælgende album til dato (pr. januar 2009), havde en masse hits, heriblandt Get the Party Started, den meget selvbiografiske Family Portrait, teenage-rebelhittet Don't Let Me Get Me, og Just Like A Pill. Ydermere bød albummet på en duet med Aerosmith-forsangeren Steven Tyler på nummeret Misery. P!nks vigtigste samarbejdspartner på dette album var musikproduceren Linda Perry, der tilbage i 1990'erne var frontkvinde i 4 Non Blondes.

Try This

P!nks tredje studiealbum, Try This fra 2003, styrkede især P!nks rockmusikalske udtryk og gjorde hende (trods albummets lavere salgstal) til én af tidens mere bemærkelsesværdige og efterspurgte rockvokalister. Albummets største hit var rockschlageren Trouble, mens andre singleudgivelser var God Is A DJ og Last To Know. Netop dette album tilskrives gerne æren for mediernes profilering af hende som såkaldt bad ass (eller på gammelt dansk: En åbenmundet rejekælling). På dette album var det rockmusikeren og produceren Tim Armstrong, som P!nk især samarbejdede med. DVD-udgivelsen Live In Europe byder på liveversioner af en lang række numre fra dette album.

I'm Not Dead

P!nks fjerde studiealbum, I'm Not Dead fra 2006, blev, udover at være en salgsmæssig succes, også et gennembrud for P!nk som en politisk engageret musiker. Særligt to hits fra albummet påkaldte sig megen medieopmærksomhed: Det gjaldt dels singlen og musikvideoen Stupid Girls – en massiv kritik af piger, som plejer et bimbo (dum blondine) image både mht. fysisk og intellektuel fremtoning og et opråb til kvinder om at føre sig frem som selvbevidste, intelligente mennesker. Dels gjaldt det den folk rock-inspirerede protestsang Dear Mr. President (med Indigo Girls), som var en bitter kritik af USAs præsident George W. Bush og dennes regering med særlig adresse til USAs krigsengagement i Irak, tendensen til religiøs konservatisme og social ulighed. DVD-udgivelsen Live At Wembley Arena rummer størsteparten af numrene fra dette album og byder desuden på en meget forlæg-tro coverversion af det gamle 4 Non Blondes-hit What's Up (What's Going On) fra 1991. Den såkaldte I'm Not Dead-turné begyndte i 2006 og varede det meste af 2007. Singleudgivelserne fra albummet tæller Who Knew, Stupid Girls (særudgivet i en hhv. sprogligt censureret og ucensureret ("dirty") version), U + Ur Hand samt i flere lande en særudgivelse af Dear Mr. President som single.

Funhouse

I slutningen af oktober 2008 udkom P!nks femte studiealbum, som fik titlen Funhouse (hurlumhejhus). Titlen refererer til P!nks sammenligning af sit liv i underholdningsindustriens overhalingsbane med en slags følelsesmæssig rutschebanetur, eller et momentvis ubehageligt tivolibesøg. Det blev til hele seks singleudgivelser fra dette album, nemlig: So What, Sober, Please Don't Leave Me, Funhouse, I Don't Believe You samt en ekstraordinær singleudgivelse af Glitter In The Air som følge af en yderst spektakulær liveoptræden med nummeret på amerikansk TV. Antagelig var denne optræden stærkt medvirkende til, at Pink nu for første gang i karrieren også kunne spille for fulde huse i sit eget hjemland. Den efterfølgende turné, The Funhouse Tour, fremstod med sin Cirque de Soleil inspirerede scenografi umiddelbart meget konceptpræget, men Pinks egen udfoldelse som live syngende luftakrobat medvirkede til, at mange anmeldere lod sig imponere af løjerne. Også koncertturnéens cover versioner af Babe I'm Gonna Leave You, som Led Zeppelin gjorde berømt, og især den komplette fortolkning af Queen klassikeren Bohemian Rhapsody høstede bred anerkendelse.

Greatest Hits... So Far!!!

I november 2010 udkom det første officielle opsamlingsalbum med singleudgivelser fra hele Pinks karriere siden debuten i 1999, under titlen "Greatest Hits... So Far!!!". Albummet indeholdt desuden to meget succesfulde nye numre, nemlig Raise Your Glass og Fuckin' Perfect, der begge blev udgivet som singler.

The Truth About Love

Efter én af periodens økonomisk mest indbringende koncertturnéer, navnlig i Australien, igennem det meste af 2009 og 2010 og fødslen af datteren Willow Sage Hart i juni 2011 udgav Pink efter næsten fire års "albumpause" sit sjette studiealbum, "The Truth About Love" i efteråret 2012. Albummet, som indeholdt betragteligt flere numre end Pinks tidligere albums, fik en meget blandet modtagelse af anmelderne, som i Danmark var overvejende negativ. Kritikken gik på, at albummet manglede musikalsk fokus, var præget af gentagelser og manglende vovemod. Singleudgivelserne tæller i skrivende stund Blow Me One Last Kiss, Try, Just Give Me A Reason (duet med Nate Ruess) samt True Love (med deltagelse af den britiske sanger Lily Allen). Rapperen Eminem kvitterede for Pinks medvirken på hans eget nummer Won't Back Down ved at medvirke på dette albums Here Comes The Weekend.

Samarbejder med andre kunstnere

Siden begyndelsen på karrieren har P!nk optrådt flittigt som gæstevokalist på andre musikeres udgivelser inden for en meget bred vifte af rytmiske musikgenrer, som bl.a. rap, hip hop, reggae, rhythm & blues, soul og anden moderne popmusik. Af sådanne samarbejdspartnere kan kort nævnes: Naughty By Nature, Cuban Link, Rah Digga, Redman, Gentleman, Benzino, Steven Tyler, Lisa Marie Presley, Sarah Brightman, Travis McCoy, Indigo Girls og Eminem. I mindre seriøs kunstnerisk sammenhæng er det desuden blevet til en stor birolle i den (dårligt anmeldte) rumænsk-franske skrækfilm Catacombs samt en mindre birolle i filmen fast og furius og til medvirken i en stort anlagt reklame for Pepsi Cola med en dertil indsunget trestemmig coverversion af Brian Mays gamle Queen-hit We Will Rock You i selskab med Britney Spears og Beyoncé Knowles – alle udklædt som romersk gladiator.

Diskografi

  • 2000: Can't Take Me Home
  • 2001: Missundaztood
  • 2003: Try This
  • 2006: I'm Not Dead
  • 2008: Funhouse
  • 2010: Greatest Hits... So Far!!!
  • 2012: The Truth About Love''

Eksterne henvisninger

Referencer

Teksten er under licens fra "Creative Commons Attribution/Share Alike ". Yderligere vilkår kan gælde. Se Creative Commons site for flere detaljer. Oprindelig forfatter til den ovenstående tekst.