Burhan G

Burhan G

  • Burhan Genç Efter de to engelsksprogede album, Playground (2004) og Breakout (2007), brød Burhan G igennem med sit selvbetitlede album fra 2010 med dansksprogede popsange. Albummet har affødt seks hitsingler, der tilsammen har solgt over 150.000 downloads. Burhan G har haft 11 top 10 singler på den danske download-hitliste, og modtaget adskillige guld- og platinplader.

    Burhan G nævner udenlandske forbilleder som Timbaland, Rodney Jerkins, Michael Jackson, Kanye West, Donny Hathaway, Tyrese Gibson, Michael McDonald og Prince.

    Karriere

    1983–2002: Opvækst og tidlig karriere

    Burhan G er opvokset i boligområdet Kisumparken i Brøndby Strand, sammen med sine forældre og en lillesøster.

    Mens Burhan G gik i folkeskole optrådte han som solosopran i Københavns Drengekor på Sankt Annæ Gymnasium, hvor han startede i tredje klasse.

    Burhan G's musikkarriere startede da han kom på turne som backingsanger for Outlandish i 1999, i en alder af 16 år. Tidligt i karrieren medvirkede Burhan G også på numre med blandt andre Funk Flush og Cas.

    2003–2007: Playground og Breakout

    Burhan G solodebuterede med signatur-tracket "Burhan G", der var P3's Uundgåelige i september 2003. Året efter, den 24. maj 2004, fulgte debutalbummet Playground på pladeselskabet BMG, hvor især titelnummeret (endnu en P3's Uundgåelige) og "Take U Home" gjorde sig særligt bemærket. Soul og R&B-stilen på Playground var især inspireret af Usher, Justin Timberlake og Craig David. Ifølge Burhan G var albummet "den første rendyrkede r&b-plade i Danmark". Albummet var hovedsageligt lavet i samarbejde med producerduoen Maximum Risk.

    Playground gav i 2005 Burhan G tre Danish Music Awards-nomineringer, og han vandt prisen for Årets nye navn. Samme år vandt han prisen for Årets danske album ved Danish DeeJay Awards, og var nomineret til både P3 Prisen og P3 Gennembruddet ved P3 Guld.

    Efterfølgende blev det til et par gæsteoptrædener hos blandt andre Majid, Kisa og Karina Kappel samt en skæring på Fidibus-soundtracket ("Live Ur Life"). Burhan G var med til at skrive og bidrog med vokal til "Let Me Think About It" til Ida Corrs album Robosoul fra 2006. I september 2007 udkom den i en remixet udgave af den hollandske house-dj Fedde le Grand, der gjorde nummeret til et internationalt hit med #1-placeringer på dance-hitlisterne i Storbritannien og USA.

    I marts 2007 fik Burhan G nyt pladeselskab, da han skiftede fra BMG til Copenhagen Records. Den 10. september 2007 udkom hans andet album Breakout, og især albummets første single "Who Is He" blev en stor succes. Nummeret er skrevet og produceret af Burhan G selv i samarbejde med Frederik Tao fra Maximum Risk.

    2008–2011: Kommercielt gennembrud med Burhan G

    Burhan G skrev og producerede "Tag med mig" til Basims debutalbum, Alt det jeg ville have sagt, der udkom i oktober 2008. Samme år var han med til at skrive "Bang That Box" til den amerikanske dj Roger Sanchez og Terri B., ligesom han sang vokal på nummeret.

    I sommeren 2008 udgav Burhan G sin første dansksprogede single "Kun dig", en sjæler der handler om den uudslukkelige kærlighed til den eneste ene. Sangen er skrevet i samarbejde med Claus Seest, og produceret af Burhan G selv. Senere samme måned udkom andensinglen "Jeg vil ha' dig for mig selv", der er skrevet i samarbejde med Rasmus Seebach, og sampler Milli Vanilli-nummeret fra 1988, "Girl You Know It's True". Dele af sangteksten er hentet fra Nik & Jays sang "I Love Ya", og i november udkom en version hvor netop Nik & Jay også lægger vokal til. Den tredje single, "Mest ondt", blev sluppet den 8. marts 2010, og gæstes af sangerinden Medina. Singlen røg til tops på den danske single-hitliste, og blev dermed Burhan G's første nummer ét-hit.

    Burhan G har været med til at skrive og producere sangen "Domino Effect" til den engelske dancepop-duo Addictive, der udkom den 19. oktober 2009.

    Burhan G's selvbetitlede tredje album, der er sangerens første dansksprogede album, udkom den 12. april 2010. I en pressemeddelelse fortalte Burhan G om valget om at udtrykke sig på dansk, "Jeg har lavet denne plade på dansk primært fordi jeg elsker musik og fordi jeg elsker alle de forskellige måder man kan udtrykke sig på. Jeg har lavet engelske plader indtil nu og lavede de her danske numre undervejs i processen", og forklarede at inspirationen kom fra danske kunstnere som Kim Larsen, Anne Linnet, og Sanne Salomonsen.

    I 2010 var han med til at skrive singlen "Tænder mig" til popgruppen Sukkerchoks andet album, De 1000 drømmes nat, der udkom i oktober måned.

    Den 23. august 2010 udkom fjerde single, "Tættere på himlen" med Nik & Jay. Sangen fik stor opmærksomhed for dens musikvideo, hvor alle tre artister optræder i bar overkrop, inspireret af videoen til "Untitled (How Does It Feel)" med den amerikanske sanger D'Angelo.

    I maj 2011 medvirkede Burhan G på sangeren Ankerstjernes debutsingle, "Tag hvad du vil". Singlen har opnået stor succes, og har ligget nummer to på både single- og airplay-listen.

    Den 26. august 2011 udsendte Burhan G singlen "Jeg' i live", der er en coverversion af Sanne Salomonsen og Thomas Helmigs nummer fra 1989, der var at finde på Salomonsen-albummet Sanne.

    2012–nu: Din for evigt

    I juni 2012 meddelte Burhan G at han arbejdede på sit fjerde studiealbum, som har fået titlen Din for evigt. Igennem 2013 og 2014 udsendte Burhan G yderligere singlerne "Kalder mig hjem", "Ikke i nat, ikke endnu", og "Karma", der alle opnåede stor succes på streaming-hitlisten. I 2014 indspillede han en dansk-svensk duet, Kærlighed & Krig med den svenske sangerinde Molly Sandén.

    Diskografi

    Singler

    Eksterne henvisninger

    Kilder

    Teksten er under licens fra "Creative Commons Attribution/Share Alike ". Yderligere vilkår kan gælde. Se Creative Commons site for flere detaljer. Oprindelig forfatter til den ovenstående tekst.