Joy Division

  • Joy Division var et post-punk-band, der blev dannet i 1976. (guitar og keyboard), Peter Hook (bas) og Stephen Morris (trommer og percussion).

    Historien om bandet starter ofte med slutningen – den depressionsramte frontmand Ian Curtis' myteskabende selvmord d.18 maj 1980.

    De tre resterende medlemmer Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris valgte efterfølgende at fortsætte sammen under det nye navn New Order – et navn der skulle vise sig at være særdeles velvalgt, idet gruppen i den grad kom til at sætte en ny dagsorden på både den nationale og internationale musikscene.

    Historie

    Grundlæggelsen (1976-1978)

    I 1976 optrådte Sex Pistols på Lesser Free Trade Hall i Manchester. Blandt publikum var Bernard Sumner, Peter Hook og Terry Mason, der stærkt inspireret af koncerten valgte at danne et band – i første omgang under navnet Stiff Kittens, hvilket angiveligt var ment som en joke.

    Gruppens første optræden fandt sted på The Electric Circus i maj 1977 som opvarmning for The Buzzcocks, men forud for koncerten – hvor de optrådte under navnet Warsaw

    I januar 1978 spillede og indspillede gruppen for første gang under navnet Joy Division – det blev således til en koncert i The Pips Club, samt indspilning af EP'en An Ideal for Living i Pennine Sound Studio.

    Samtidig med at gruppen påbegyndte indspilningerne af de Martin Hannett-producerede numre "Digital" og "Glass"

    Unknown Pleasures (1979)

    Joy Divisions debutalbum, Unknown Pleasures, blev indspillet i løbet af en uge i Strawberry Studios i Stockport, og var klar til udgivelse i juni 1979.

    Closer og Curtis' selvmord (1980)

    Joy Divsion fik sit første og eneste hit med "Love Will Tear Us Apart" i juni 1980, kort efter Curtis' død. Nummeret er indspillet samtidig med resten af Closer (1980), men er lige som gruppens øvrige singler IKKE at finde på originaludgaverne af gruppens to albums.

    Musikalsk stil

    I starten af deres karriere, spillede Joy Division, eller Warsaw, som de var kendt som i starten, råt og simpelt punk-rock, inspireret af den daværende punkbevægelse. Deres lyd var bygget op af en dyb og forvrænget bas, hurtige riffs og guitar soloer, hurtige og dynamiske trommer, og Ians råbende og hæse stemme. Men senere i deres karriere, især efter rekrutteringen af Stephen Morris, blev sangene langsommere og længere. Lyrikken undergik sig også en stor forandring - Ian begyndte at kigge indad og synge om sine følelser, istedet for at kigge udad og synge om samfundet, hvilket var meget traditionelt for punkbands. Peter Hook begyndte også at spille meget høje toner på sin bas, hvilket lød meget karakteristisk og anderledes. Guitaren tog derimod et skridt tilbage og lod bassen komme meget længere frem. Istedet supplerede guitaren med simple og melodiske riffs, hvor der nu var plads til det. Trommerytmerne blev mere og mere utraditionelle og spillede nærmest trommeriffs, som Peter Hook kan lide at sige det. Mod slutningen af deres karriere begyndte bandet at benytte sig af synthesizere - noget som var meget utraditionelt på det tidspunkt.

    En anden faktor, som havde en stor betydning for deres lyd, var Martin Hannetts kolde og dystre produktion, hvor han benyttede sig meget af rumklang, ekko og forskellige omgivelses lyde, heriblandt elevatorer og maskiner. Et velkendt eksempel på Martin Hannetts produktion er brugen af spraydåser som percussion på nummeret "She's Lost Control". Ifølge Peter Hook var det specielle ved Joy Division lyd, at alle instrumenter kunne lyttes til for sig selv, da alle de spillede individuelle melodier istedet for at være afhængige af hinanden.

    Arv og indflydelse

    Der er skrevet adskillige bøger om Joy Division, bl.a. Ian Curtis' kone, Deborah Curtis' biografi om Ian Curtis, Touching from a Distance fra 1995. Denne bog dannede desuden basis for filmen Control (2007), som blev instrueret af den hollandske rockfotograf Anton Corbijn.

    Michael Winterbottoms spillefilm 24 Hour Party People (2002) udspiller sig i høj grad omkring Joy Division og filmen indeholder en rekonstruktion af Ian Curtis' selvmord. Det var Sean Harris, der – meget livagtigt – spillede Ian Curtis.

    Diskografi

    Studiealbums

    • Unknown Pleasures (Factory Records, 1979)
    • Closer (Factory Records, 1980)

    Opsamlinger

    • Still (Factory Records, 1981)
    • Substance (Factory Records, 1988)
    • Permanent (London Records, 1995)
    • Heart and Soul (London Records, 1997)

    EP'er

    • An Ideal for Living (Enigma, 1978)

    Singler

    • "Transmission" (Factory Records, 1979)
    • "Love Will Tear Us Apart" (Factory Records, 1980)

    Litteratur

    • Christensen, Jeppe Krogsgaard og Jesper Nykjær Knudsen (2005). Lydbilleder - Stemmer, strofer og beats i en ny tids musik. Modtryk. ISBN 87-7394-951-5. 
    • Cummins, Kevin (2010). Joy Division. Rizzoli. ISBN 978-0-8478-3481-5. 
    • Sneum, Jan (red.) (2004). Politikens store rockleksikon. Politiken. ISBN 978-87-567-6201-4. 

    Referencer

    Eksterne henvisninger

    Teksten er under licens fra "Creative Commons Attribution/Share Alike ". Yderligere vilkår kan gælde. Se Creative Commons site for flere detaljer. Oprindelig forfatter til den ovenstående tekst.