Neon Knights

Black Sabbath

  • Black Sabbath er et engelsk heavy metal-band, dannet i Birmingham i 1968

    I 1979 blev Ozzy Osbourne fyret af bandet og afløst af den tidligere Rainbow vokalist Ronnie James Dio. Gennem 1980'erne og 1990'erne gennemgik Black Sabbath adskillige ændringer i besætningen, der inkluderede vokalisterne Ian Gillan, Glenn Hughes, Ray Gillen og Tony Martin. De oprindelige medlemmer, inklusiv Osbourne, gendannede bandet i 1997, og udgav livealbummet Reunion. Besætningen fra de tidlige 1980'ere, bestående af Iommi, Butler, Dio, og Vinny Appice blev genforenet i 2006 under navnet Heaven & Hell, en titel taget fra Black Sabbath sangen og albummet af samme navn. Heaven & Hell blev opløst efter Dio's død i maj 2010.

    MTV har kåret Black Sabbath det "største metalband" nogensinde,

    Historie

    Dannelse og de tidlige dage (1968–1969)

    Efter opløsningen af deres tidligere band Mythology i 1968 ønskede guitaristen Tony Iommi og trommeslageren Bill Ward at danne et heavy blues band i Aston, Birmingham. De fik kontakt til bassisten Geezer Butler og vokalisten Ozzy Osbourne,

    Earth spillede klubshows i England, Danmark, og Tyskland. Deres spilleliste bestod af coversange af Jimi Hendrix, Blue Cheer, og Cream, såvel som lange improviserede blues jams. I december 1968 forlod Iommi pludselig Earth, for at slutte sig til Jethro Tull.

    I løbet af 1969, mens de optrådte i England, opdagede bandet, at de blev forvekslet med en anden engelsk gruppe ved navn Earth, og valgte derfor at skifte navn igen. En biograf på den anden side af gaden for deres øverum, viste Boris Karloff gyserfilm Black Sabbath fra 1963. Mens medlemmerne overværede den lange kø til filmen, sagde Butler, "det var underligt, at mennesker brugte så mange penge på at se uhyggelige film." og traf beslutningen om at skrive lignende materiale, i et forsøg på at skabe gyserfilmenes musikalske ækvivalens.

    Black Sabbath og Paranoid (1970–1971)

    Black Sabbath skrev kontrakt med Philips Records i december 1969, og udgav sin første single, "Evil Woman" gennem Philips datterselskab Fontana Records i januar 1970. Philips' nyligt dannede progressive rock pladeselskab Vertigo Records overtog Black Sabbaths senere udgivelser. Selvom singlen ikke fik et gennembrud på nogen hitliste, blev bandet tilbudt to dage i studiet sent i januar, for at indspille deres debutalbum med produceren Rodger Bain. Iommi erindrede denne tid således: "Vi tænkte, vi har to dage til at gøre det, og en dag skal gå til miksning. Så vi valgte at spille live i studiet. Ozzy sang på samme tid, vi satte ham bare i en separat bås, og der gik det så løs. Vi havde ikke nogen tid at spilde."

    Debutalbummet Black Sabbath blev udgivet fredag den 13. februar 1970. Albummet nåede nummer 8 på den britiske albumhitliste, og ved dets udgivelse i maj 1970 i USA gennem Warner Bros. Records nåede albummet nummer 23 på Billboard 200, hvor det var placeret i mere end et år.

    For at kapitalisere hitlistesuccesen i USA, vendte bandet hurtigt tilbage til studiet i juni 1970, blot fire måneder efter udgivelsen af Black Sabbath. Det nye album skulle have haft titlen War Pigs navngivet efter sangen "War Pigs", som forholdt sig kritisk til Vietnamkrigen. Warner ændrede dog denne titel til Paranoid, i bekymring for modreaktioner fra tilhængere af Vietnamkrigen. Albummets single "Paranoid" blev skrevet i studiet i sidste øjeblik. Bill Wards forklarede: "Vi havde ikke nok sange til albummet, og Tony spillede bare Paranoid guitarpassagen, og det var det. Det tog tyve til femogtyve minutter at lave den."

    Black Sabbath udgav det andet album Paranoid i Storbritannien i oktober 1970. Understøttet af succesen fra singlen "Paranoid" opnåede albummet placeringen som nummer et i Storbritannien. Udgivelsen i USA blev udskudt til januar 1971, da Black Sabbath-albummet stadig var på de amerikanske hitlister. I marts 1971 nåede Paranoid top ti i USA, og har siden opnået at sælge fire millioner eksemplarer alene i Amerika

    Master of Reality og Volume 4 (1971–1973)

    I februar 1971 vendte Black Sabbath tilbage til studiet for at begynde indspilningerne til deres tredje album. Som følge af hitlistesuccesen Paranoid blev bandet tilbudt mere tid i studiet, og en "mappe fuld af penge" til at købe stoffer for.

    Produktionen blev færdiggjort i april 1971, og i juli udgav bandet Master of Reality, blot seks måneder efter udgivelsen af Paranoid. Albummet nåede top ti i både USA og Storbritannien, og fik tildelt guld efter mindre end to måneder.

    Efter Master of Reality verdensturnéen i 1972 holdt Black Sabbath den første pause i tre år. Bill Ward forklarede: "Bandet begyndte at blive udmattet og trætte. Vi havde været på banen nonstop år ud og år ind, konstant turneret og indspillet. Jeg tror Master of Reality blev en form for slutning på de tre første albums æra, og vi besluttede at tage os god tid med det næste album."

    I juni 1972 tog bandet til Los Angeles for at begynde arbejdet på sit næste album i indspilningsstudiet Record Plant. Indspilningsprocessen var problemfyldt, især begrundet i medlemmernes stofmisbrug. Stridighederne kulminerede under indspillningen af sangen "Cornucopia", som bl.a. bestod i at "sidde midt i et rum og bare tage stoffer".

    Black Sabbaths Volume 4 blev udgivet i september 1972, og selvom anmeldere var meget kritiske overfor albummet, opnåede det guld status på mindre end en måned, Efter en udstrakt turné i USA optrådte gruppen i 1973 for første gang i Australien, og turnerede herefter i Europa.

    Sabbath Bloody Sabbath og Sabotage (1973–1976)

    Efter Volume 4 verdensturnéen tog Black Sabbath til Los Angeles for at arbejde på den næste udgivelse. Gruppen var meget tilfreds med Volume 4-albummet og forsøgte at genskabe atmosfæren fra indspilningen af dette. Derfor besluttede medlemmerne at vende tilbage til Record Plant i Los Angeles, men blev overraskede over at konstatere, at det rum, de tidligere havde benyttet til indspilninger, nu var erobret af en "gigantisk synthesizer".

    Efter et forgæves, månedlangt ophold i Los Angeles, vendte bandet tilbage til England, hvor de lejede Clearwell Castle i The Forest of Dean. "Vi øvede os i fangekælderen, og det var virkelig skræmmende, men det havde en atmosfære, der rettede tingene op, og ideerne vendte tilbage."

    I november 1973 udgav Black Sabbath deres femte album Sabbath Bloody Sabbath. Denne gang fik bandet positive anmeldelser i medierne, hvor blandt andre Gordon Fletcher fra Rolling Stone betegnede albummet som "en ekstraordinær gribende affære (...) ikke mindre end en fuldendt succes." og opnåede at blive nr. 4 på Storbritanniens hitliste og nr. 11 i USA.

    I januar 1974 begyndte bandet en verdensturné, som kulminerede ved California Jam festivalen i Ontario, Californien den 6. april 1974. Black Sabbath optrådte her sammen med 70'ernes store popgrupper, bl.a. Emerson, Lake & Palmer, Deep Purple, Earth, Wind & Fire, Seals & Crofts, og Eagles. Denne begivenhed samlede over 200.000 fans,og dele af showet blev transmitteret i TV af ABC i USA, hvilket introducerede bandet for et større publikum. I 1974 underskrev Tony Iommi på vegne af gruppen en kontrakt med den engelske manager Don Arden. Kontrakten medførte, at Osbourne blev præsenteret for en stævning for kontraktbrud, der førte til en to års retssag.

    Black Sabbath begyndte at arbejde på det sjette album i februar 1975, på ny i Morgan Studios i Willesden, England. Denne gang havde gruppen taget en beslutning om at skabe en lyd, der var anderledes end på Sabbath, Bloody Sabbath. "Vi kunne være fortsat og blevet ved og blevet ved, blevet mere teknisk, have benyttet orkestre og alt muligt andet, men det var faktisk ikke, det vi ønskede. Vi betragtede os selv og besluttede at lave et rock album – Sabbath, Bloody Sabbath var decideret ikke et rock album."

    Sabotage nåede top 20 i både USA og Storbritannien, men var samtidig det første, der ikke at opnåede platin i USA, men måtte nøjes med guld.

    Technical Ecstasy og Never Say Die! (1976–1979)

    I juni 1976 påbegyndte Black Sabbath indspilningen af det næste album i Criteria Studios i Miami, Florida. Albummet fik navnet Technical Ecstasy, og blev udgivet den 25. september 1976. Albummet indeholdt færre eksempler på den ildevarslende doom metalagtige lyd, som var kendt fra de tidligere udgivelser, og synthesizere i hurtigere tempo var ligeledes en nyhed. Technical Ecstasy nåede ikke top 50 i USA, men opnåede dog guld i 1997. I november 1976 påbegyndte gruppen en turné for at fremme salget af albummet, med opvarmning bestående af Boston og Ted Nugent i USA og AC/DC i Europa, hvor turnéen sluttede i april 1977.

    Anmeldelserne var meget blandede. To årtier efter dets udgivelse gav AllMusic albummet to stjerner, og udtalte, at musikken var "faldet fra hinanden i en alarmerende grad."

    Osbourne påbegyndte efterfølgende sit eget soloprojekt sammen med de tidligere Dirty Tricks medlemmer John Frazer-Binnie, Terry Horbury, og Andy Bierne. I januar 1978 fortrød Osbourne dette, og sluttede sig til Black Sabbath igen. "Tre dage inden vi skulle til at gå i studiet igen, ønskede Ozzy at komme tilbage i bandet," forklarede Iommi. "Han ville ikke synge nogen af de sange, vi havde skrevet med den anden fyr, og det gjorde det hele meget besværligt. Vi gik i studiet uden ret mange sange. Vi skrev om morgenen, så vi kunne øve og indspille om natten. Det var lige så svært som at stå ved et samlebånd, fordi du ikke havde tid til at tænke over tingene. Er det okay? Virker det her fint? Det var virkelig svært for mig at finde på nogle ideer, og sætte dem i værk så hurtigt."

    Bandet brugte fem måneder i Sounds Interchange Studios i Toronto, Canada på at skrive og indspille hvad der skulle blive Never Say Die!. "Det tog et godt stykke tid", udtalte Iommi. "Vi var virkelig slået ud af stoffer, og tog en masse dope. Vi begyndte indspilningerne, og måtte pakke sammen, fordi vi var døddrukne (...). Ingen kunne gøre noget rigtigt, vi var over det hele, og spillede forskellige ting. Vi gik derved i seng, og prøvede at sove os fra det, og prøve igen næste dag."

    Albummet blev udgivet i september 1978, og nåede nummer 12 i Storbritannien og nummer 69 i USA. Dette værk reges blandt bandets ringeste, f.eks. fremhævede Eduardo Rivadavia fra Allmusic to årtier efter dets udgivelse, at de "ufokuserede sange perfekt udtrykte bandets anspændte interne problemer og stofmisbrug."

    I maj 1978 begyndte bandet turnéen for at fremme albummet Never Say Die! med Van Halen som opvarmning. Anmelderne opfattede Black Sabbaths optræden som "træt og uinspirerende", i modsætning til den "ungdommelige" optræden af Van Halen, som var på verdensturné for første gang. Bandet fik showet i Hammersmith Odeon i juni 1978, optaget på en film, som senere blev udgivet på DVD. Det sidste show på turnéen (i Albuquerque, New Mexico den 11. december var samtidig Osbournes foreløbig sidste optræden med bandet

    Efter turnéen vendte Black Sabbath tilbage til Los Angeles, og lejede endnu engang et hus i Bel Air, hvor de næsten brugte et år på at arbejde med materialet til et nyt album. Under pres fra pladeselskabet og i frustration over Osbournes mangel på ideer, traf Iommi beslutningen om at fyre Ozzy Osbourne i 1979. "På dette tidspunkt måtte samarbejdet med Ozzy komme til en ende", forklarede Iommi. "Vi tog alle en masse stoffer, en masse coke, en masse af alt ting og på dette tidspunkt blev Ozzy meget fuld hele tiden. Når vi skulle øve skete intet. Det blev noget i stil med: Øve i dag? Vi gør det i morgen. Det blev virkelig så slemt, at vi intet gjorde. Det svandt bare ud."

    Heaven and Hell og Mob Rules (1979–1982)

    Sharon Arden, (senere Sharon Osbourne) datter af Black Sabbaths manager Don Arden foreslog, at den tidligere forsanger i Rainbow, Ronnie James Dio burde være en værdig afløser for Osbourne. Dio blev officielt medlem i juni 1979, og den nye besætning begyndte at skrive materiale til det næste album. Dios vokalarbejde var markant forskellig fra Osbournes og markerede en ændring af Black Sabbaths lydbillede. "De var fuldkommen forskellige", udtalte Iommi. "Ikke bare i stemmeføringen, men også i attitude. Ozzy var en stor showman, men da Dio sluttede sig til os, kom en anden attitude, en anden stemme og en ny mulighed for musikalsk fremgang (...). Dio sang "over" riffene, hvor Ozzy ville følge riffet som i "Iron Man". Ronnie kom på banen og gav os en ny skrivevinkel."

    I september 1979 forlod Geezer Butler midlertidigt bandet og blev afløst af bassisten Geoff Nicholls fra Quartz. Den nye besætning vendte tilbage til Criteria Studios i november for at arbejde videre på det nye album. I januar 1980 vendte Butler tilbage, og Nicholls overtog rollen som keyboardspiller. Det nye album fik navnet Heaven and Hell, og blev udgivet den 25. april 1980. I modsætning til de to forrige albums blev denne udgivelse hyldet af anmelderne. Selv et årti efter dets udgivelse omtalte AllMusic Heaven and Hell som "en af Sabbaths bedste plader, bandets lydbillede blev genfødt, og det har fået ny energi på alle måder.".

    Black Sababth tog efter udgivelsen på en omfattende verdensturné, hvor den første koncertoptræden med Dio fandt sted i Tyskland den 17. april 1980.

    Turneen fortsatte i USA 1980, bl.a. med Blue Öyster Cult på denne gruppes Black and Blue-turné, som omfattede et show i Nassau Coliseum i Uniondale, New York, der blev udgivet i 1981 med titlen Black and Blue.

    Den 18. august blev Bill Ward fyret af bandet efter et show i Minneapolis, Minnesota. "Jeg nåede virkelig hurtigt bunden" forklarede Ward senere. "Jeg var ualmindelig fuld, jeg var fuld 24 timer om dagen. Når jeg var på scenen, var omgivelserne virkelig uklare. Det føltes som om, at jeg var ved at dø indeni. Liveshowet virkede så tomt. Ron var derude, og gjorde, hvad han skulle, men jeg indså bare, "det er væk". Jeg kan godt lide Ronnie, men musikalsk var han bare intetsigende i mine øjne."

    Bandet fuldendte Heaven and Hell-turnéen i februar 1981 og vendte derefter tilbage til studiet for at begynde arbejdet på det næste album.

    Utilfredshed med kvaliteten på Live at Last fra 1980 medførte, at bandet besluttede sig for at indspille et andet livealbum ved navn Live Evil under Mob Rules verdenstrunéen gennem USA i Dallas, San Antonio i Texas og Washington i Seattle, i 1982.

    Ronnie James Dio forlod Black Sabbath i november 1982 for at etablere sit eget band Dio, sammen med blandt andet Vinny Appice. Live Evil blev udgivet i januar 1983, men blev overskygget af Ozzy Osbournes Speak of the Devil – et livealbum udelukkende bestående af Black Sabbath sange, der blev udgivet fem måneder tidligere, og som opnåede platin.

    Born Again (1983–1984)

    Tony Iommi og Geezer Butler gennemførte efter Dio's afsked med Black Sabbath en audition med henblik på at finde en ny forsanger. En række af genrens kendte sangere, bl.a. Whitesnake's David Coverdale, Samson's Nicky Moore, og Lone Star's John Sloman, blev afprøvet, inden den tidligere frontfigur i Deep Purple, Ian Gillan trådte til i 1983.

    The Born Again Tour startede i 1983 og er blevet kendt for opførelsen af en 15 meter høj kopi af Stonehenge monumentet.Geezer Butler har senere forklaret, at størrelsen skyldtes en fejltagelse, idet der var bestilt en 15 fod (ca. 5 meter) høj kopi. Monumentet kunne vanskeligt transporteres og da ingen scene havde plads til det, kom det ikke med på turnéen. Bill Ward var ikke indstillet på at turnere og blev erstattet af Electric Light Orchestras trommeslager Bev Bevan.

    Opløsningstendenser (1986-1990)

    Både Gillan og Bevan forlod Black Sabbath efter afslutningen på The Born Again Tour i marts 1984. Til indspilningen af det planlagte kommende album hyrede Iommi den stort set ukendte David Donato som sanger, men uenighed om kvaliteten på en demo førte til, at både Donato og kort efter også Butler forlod bandet.

    Butler har senere afsløret, at han allerede ved ansættelsen af Gillan som sanger følte sig ude på et sidespor, især fordi han opfattede det som en "joke", at projektet blev videreført under navnet Black Sabbath.

    Det lykkedes dog at samle den oprindelige besætning ved en enkelt lejlighed, Bob Geldof's Live Aid støttekoncert, den 13. juli 1985.

    Tony Iommi, som nu var det eneste tilbageværende af de oprindelige medlemmer, planlagde et soloalbum, men da pladeselskabet nægtede at udgive materialet under hans navn, indgik parterne et kompromis om betegnelsen, "Black Sabbath featuring Tony Iommi" i januar 1986. Den europæiske del af turneen førte dog til nogen genporejsning, der bl.a. omfattede 23 dage i 1989 i Rusland, hvor Black Sabbath var et af de første bands på turné, efter at Mikhail Gorbachev havde åbnet landet for vestlig rockmusik. I denne periode lykkedes det ligeledes at holde sammen på besætningen, der – udover Iommi, talte sangeren Tony Martin, bassisten Neil Murray og trommeslageren Cozy Powell.

    I februar 1990 gik bandet i studiet for at indspille Tyr, et projekt, som er delvis baseret på nordisk mytologi.

    Dehumanizer (1990–1993)

    Ronnie James Dio og Geezer Butler drøftede muligheden for at genindtræde i Black Sabbath, efter at Butler havde spillet et enkelt nummer som gæst ved Dios Lock Up The Wolvesturné i Minneapolis Forum i august 1990. Det lykkedes Butler at overbevise Iommi om, at Tony Martin og Neil Murray skulle erstattes af de to tidligere medlemmer.

    Projektet løb ind i problemer, da Powell pådrog sig et benbrud, men bandet fandt som erstatning Vinny Appice, således at besætningen nu var identisk med den, der indspillede Mob Rules i 1981.

    Albummet blev udgivet i Storbritannien den 22. juni 1992.

    Black Sabbath påbegyndte i juli 1992 den genforeningsturné, som skulle promovere Dehumanizer. Der opstod dog hurtigt misstemning, da Dio erfarede, at de øvrige medlemmer var indstillet på at imødekomme et tilbud fra Ozzy Osbourne om at varme op til to afskedskoncerter, som han og hans band havde planlagt i Costa Mesa i Californien den 14. november 1992. Dio følte sine grænser overskredet, og der opstod skænderier under de følgende optrædender. Balladen endte med, at Dio forlod Black Sabbath efter et show i Oakland, Californien, dagen før den første af de planlagte koncerter med Osbourne.

    Forsangeren i Judas Priest, Rob Halford trådte nu til og optrådte ved de to planlagte koncerter.

    Nye samarbejdsvanskeligheder(1993–1996)

    Vinny Appice forlod kort efter afslutningen af "genforeningsturneen" Black Sabbath for at slutte sig til Dio. Han blev erstattet af den tidligere trommeslager fra Rainbow, Bobby Rondinelli, og besætningen blev suppleret ved en genforening med sangeren Tony Martin. Geezer Butler insisterede på, at det planlagte album skulle udgives under et andet navn, men endnu engang krævede et pladeselskab, at det nye album skulle være med Black Sabbath.

    Cross Purposes blev udgivet den 8. februar 1994. Igen var modtagelsen blandet blandt anmelderne. De negative fandt, at det ikke var autentisk Den efterfølgende række af koncerter omfatter bl.a. et show på Hammersmith Apollo, den 13. april 1994, som er filmet og findes på VHS samt en CD, Cross Purposes Live. Efter de europæiske optrædener forlod Bobby Rondinelli bandet i juni 1994,og Bill Ward vendte tilbage og deltog i fem shows i Sydamerika.

    Efter disse optrædener forlod den desillusionerede bassist Geezer Butler på ny Black Sabbath for selv at skrive sange.

    Iommi reorganiserede besætningen med Neil Murray på bas og Cozy Powell på trommer, dvs. en genforening af besætningen på Tyr. Det nye album, Forbidden, blev udgivet den 8. juni 1995, men blev det hidtil dårligst sælgende, bl.a. på grund af en meget negativ omtale i medierne.

    Osbourne vender tilbage (1997–2006)

    I sommeren 1997 gendannede Tony Iommi, Geezer Butler og Ozzy Osbourne officielt Black Sabbath ved Ozzfest Festival Tour, hvor Osbourne's solo band var hovednavnet. De optådte i den følgende periode sammen med forskellige trommeslagere, bl.a. Ward og Appicie, og den originale besætning fik to shows optaget ved en optræden i Birmingham NEC. Denne koncert er udgivet på et dobbelt live album Reunion den 20. october 1998. Reunion blev især i USA en salgssucces, idet den nåede plads nr. 11 på Billboard 200,

    I foråret 2001 påbyndte Black Sabbath i form af de fire oprindelige medlemmer arbejdet med et album, baseret på nyt materiale. Det viste sig dog snart, at det var problematisk at få det indspillet, bl.a. på grund af medlemmernes sideprojekter, ikke mindst Osbournes deltagelse i reality-tv showet "The Osbournes". Trods enkelte udgivelser af Live Albums var Black Sabbath på vågeblus indtil Ozzfest 2004 og 2005. I november 2005 blev Black Sabbath optaget i UK Music Hall of Fame, og i marts 2006 i den amerikanske Rock and Roll Hall of Fame.

    Det skrinlagte projekt om det oprindelige Black Sabbath´s videreførelse fik en ny dimension, da Osbourne anlagde sag mod Iommi om ophavsretten til navnet ved en stævning den 26. maj 2009. Iommi tilbageviste kravet med henvisning til, at han er det eneste medlem, der har fungeret i samtlige 41 år.

    Heaven And Hell

    I 1992 havde Ronnie James Dio mødt Geezer Butler, hvilket førte til en kortvarig gendannelse af Black Sabbath, som resulterede i albummet Dehumanizer. Efter en pause på næsten 14 år blev det offentliggjort, at Dio, Iommi, Butler og Appice ville gennemføre en turné, baseret på numre fra deres første fælles album, Heaven & Hell, som samtidig blev benyttet som bandets navn for at kunne skelne det fra det projekt, som Ozzy Osbourne indgår i. I 2007- 2008 gennemførte Heaven & Hell 98 koncerter, bl.a. den 6. Juni 2007 i KB – hallen i København. Denne koncert skulle blive Dios sidste optræden i Danmark, inden han bukkede under for sin sygdom Der var planlagt en ny turné i 2010, men Dio's død som følge af cancer i maj 2010 satte en brat stopper for projektet.

    Genforening og 13 (2010–2015)

    Forliget mellem Ozzy Osbourne og Tony Iommi i striden om rettighederne til Black Sabbath -navnet genåbnede diskussionerne om en eventuel genforening af de oprindelige medlemmer. MetalTalk havde erfaret. at Osbourne, Iommi, Butler og Ward havde besluttet sig for en genforening og var samlet i et hemmeligt studie, hvor de forberedte et show, som skulle bringe dem tilbage på metalscenen, formentlig med et nyt album som resultat.

    På baggrund af Iommis sygdom og Wards tilkendegivelse af, at han kun ville genindtræde i bandet, hvis han fik en ordentlig kontrakt, annoncerede bandet i februar 2012 at de ikke kunne gennemføree en verdensturné, men ville spille ved Download festival i juni 2012. I stedet ville Osbourne sammen med en række gæstemusikere gennemføre turnéen under navnet "Ozzy and Friends". Den 11. april kunne Lollapaloozas direktør Perry Farrell meddele, at Black Sabbath ville spille i Lollapalooza 2012 i deres eneste amerikanske optræden i 2012.

    Den 15. maj 2012 tilkendegav Bill Ward at han ikke ville deltage i de planlagte shows, men stadig var åben overfor en eventuel tilbagevenden, hvis betingelserne var fornuftige.

    Den 19. maj 2012 stod Butler, Iommi og Osbourne på samme scene i Birmingham, England for første gang siden 2005.

    Deres hjemby var opvarmning for optrædener på Download Festival og Lollapalooza Festival senere i 2012 og blev udsolgt på få minutter. Tommy Clufetos ersattede Ward på trommer.

    Den 23. august 2012 gik de i studiet for at indspille nye sange til deres kommende album.

    Den 13. Januar 2013 bekendtgjorde Black Sabbath, at det nye album skulle hedde 13 og komme i handelen i juni. Allerede kort efter udgivelsen var 13 i top af såvel UK Albums Chart og i USA Billboard 200.

    Medlemmer

    • Ozzy Osbourne – Vokal (1968–1977, 1978–1979, 1985, 1994, 1997, 1999–2006); 2011 -
    • Tony Iommi – Guitar (1968, 1999–2006); 2011 -
    • Geezer Butler – Bas (1968–1980, 1980–1985, 1985, 1990–1994, 1997, 1999–2006); 2011 -
    • Tommy Clufetos – trommer 2012-
    • Brad Wilk – trommer 2012 -
    • Bill Ward – Trommer, percussion (1968–1980, 1983, 1984, 1985, 1994, 1997–1998, 1998, 1999–2006); 2011
    • Ronnie James Dio (1980-1982, 1990-1992, 2004)
    • Tony Martin (1993-1994, 1997)
    • Vinny Appice (1980-1982, 1990-1993)

    Diskografi

    Andre/uofficielle album

    • Live At Last (1980, indspillet 1973)

    Litteratur

    • Rasmussen, Jens Jam (2010), Heavy Metal-40 år med hård rock, ISBN 978-87-7514-2590 
    • Rosen, Steven (1996), The Story of Black Sabbath: Wheels of Confusion, Castle Communications, ISBN 1-86074-149-5 
    • Sharpe-Young, Garry (2006), Sabbath Bloody Sabbath: The Battle for Black Sabbath, Zonda Books, ISBN 0-9582684-2-8 
    • Scaruffi, Piero (2003). A History of Rock Music:1951-2000. ¡Universe, Inc.. ISBN 0-595-29565-7. 

    Ekstern henvisning

    Teksten er under licens fra "Creative Commons Attribution/Share Alike ". Yderligere vilkår kan gælde. Se Creative Commons site for flere detaljer. Oprindelig forfatter til den ovenstående tekst.