On And On And On

Abba

  • ABBA var en svensk popgruppe, der efter The Beatles er det bedst sælgende band i musikhistorien.

    Gruppen dannes

    Det er svært at sige, præcis hvornår ABBA blev dannet, da det skete trinvis. Björn & Benny havde arbejdet musikalsk sammen siden 1967. I 1969-70 mødte de henholdsvis Agnetha og Anni-Frid, og de fire optrådte første gang sammen på tv i 1970 med en kort version af sangen California, Here I Come. ABBA blev dannet af Björn Ulvaeus fra Hootenanny Singers og Benny Andersson fra Hep Stars. Björn & Benny skrev sange for Svenne & Lotta og Dorthe Kollo. Senere slog de sig sammen pigerne Agnetha og Anni-Frid og gruppen var dannet, dog med et forkert navn. De kaldte sig Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid. Først da de fandt på et bedre navn til gruppen, fik de succes og det fik de ved Eurovision Song Contest 1974. ABBA blev nummer 1 med sangen Waterloo. ABBA var forbogstaverne til Agnetha Fältskog, Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad. Det blev starten på en succes, der kun er overgået af The Beatles.

    Første studieoptagelse var i juni 1970, og sangen hed Hej gamle man!. Sangen blev skrevet og udgivet af Björn & Benny, mens Agnetha & Frida sang kor. Pigernes medvirken fremgik dog ikke som credits på singlen. De følgende år sang de fire backvocals på hinandens soloprojekter, hvilket kan høres på Björn & Bennys album Lycka, samt på Agnethas När en vacker tanke blir en sång.

    Første sang og single med alle fire medlemmer krediteret var People Need Love fra 1972. Denne sang blev første gang sunget offentligt i programmet "Vi i 5-an" i svensk fjernsyn. Da Björn & Benny havde haft mindre hits i udlandet, var flere pladeselskaber villige til at udgive singlen. Den blev bl.a. udgivet i Japan og Sydafrika. I USA blev den udgivet på Playboy Records, og faktisk blev nogle af gruppens tidlige sange brugt i Playboy's softcore pornofilm fra starten af 1970'erne! I 1971 blev Björn & Agnetha gift.

    De første år

    People Need Love og den efterfølgende single He Is Your Brother fik dog ikke den store succes, og gruppen besluttede at forsøge at få et gennembrud i udlandet ved at deltage i Svensk Melodi Grand Prix i 1973. Derfor skrev Björn & Benny, i samarbejde med bl.a. Neil Sedaka, sangen Ring, Ring. Det blev dog kun til en tredjeplads i den svenske grandprixfinale, men sangen blev på trods af det rimelig populær i Europa og blev #1 i Sverige & Belgien. Derfor besluttede gruppen at udgive albummet Ring Ring.

    Ring Ring havde givet gruppen popularitet rundt omkring i Europa, men i Storbritannien var der stadig ingen pladeselskaber, der ville skrive kontrakt med gruppen, der dengang kaldt sig "Björn & Benny, Agnetha & Frida", så gruppen bestemte sig for endnu engang at skrive en sang til melodigrandprixet. Denne gang kom den til at hedde Waterloo, og gruppen dannede at internationalt klingende navn af initialerne i deres fornavne: ABBA.

    ABBA vandt det Internationale Melodigrandprix i 1974, og nu var det ikke noget problem for gruppen at få pladekontrakterne i hus. De skrev bl.a. kontrakt med engelske Epic og amerikanske Atlantic Records. Waterloo blev et hit over hele verden, og det blev også til en lp med samme navn.

    ABBA på toppen

    ABBA havde nu fået et stort hit, men at starte en international karriere blev ikke så let, som de troede. De efterfølgende singler Honey, Honey, So Long & I Do, I Do, I Do, I Do, I Do floppede på hitlisterne de fleste steder i verden, og pigerne besluttede at fortsætte deres solokarrierer sideløbende med ABBA. Men så udkom singlen S.O.S. i 1975 og pludselig fik gruppen et uventet comeback på hitlisterne. En måned senere udgav ABBA sit tredje album ABBA, der også røg til tops på hitlisterne. De efterfølgende 3 singler Mamma Mia, Fernando & Dancing Queen fra 1975-76 blev så store succeser at medlemmerne måtte droppe alle soloforetagender – og privatliv generelt. Dancing Queen blev #1 i USA.

    Succesen fortsatte med albumene Arrival fra 1976 og The Album fra 1977.

    I 1978 udkom spillefilmen ABBA - The Movie, der var optaget i Australien, den verdensdel hvor ABBA måske havde størst succes. ABBA – The Movie måtte vente til 2005 med at modtage en pris, hvor den blev kåret som årets dvd i Sverige. Samme år (1978) blev Benny og Frida gift efter 8 års forlovelse.

    I 1979 udkom Voulez-Vous, et album, hvor elektronisk musik dominerede mere, end det tidligere havde gjort. Singlen Chiquitita blev udgivet som en støttesingle til UNICEF.

    ABBA på spansk

    ABBA havde nu haft #1 hits i 5 verdensdele, men Sydamerika manglede stadigvæk. Derfor udgav ABBA også Chiquitita på spansk. Det blev en stor succes, og derfor blev singlen I Have A Dream også udgivet på spansk. I 1980 udkom en hel lp på spansk: Gracias Por La Música (Thank You for the Music).

    De sidste år

    I slutningen af 1979 blev Agnetha og Björn skilt. Skilsmissen påvirkede sangene. The Winner Takes It All, der var den første single efter skilsmissen, er et godt eksempel derpå. Trods rimelig simple rundgange bliver The Winner Takes It All betragtet som en af ABBAs allerbedste sange.

    Det næste album Super Trouper fik også stor succes, men ABBA-facaden var ved at krakelere. I 1981 blev også Frida og Benny skilt, og '81-albummet The Visitors bærer præg af skilsmisserne.

    I 1982 udsendte ABBA deres sidste single Under Attack. Sidste liveoptræden som gruppe var i 1986.

    Efter ABBA

    Oprindeligt var det ikke meningen, at ABBA skulle gå i opløsning i 1982, bruddet skulle være en pause, der så senere er blevet permanent. Efter 1982 fortsatte pigerne med solokarrierer, mens Björn & Benny startede en fælles musicalkarriere, som de stadig er godt i gang med den dag i dag. Indtil videre har de lavet musicalerne Chess, Kristina fra Düvemåla, Mamma Mia! og Hjälp sökes. Sidstnævnte er en historie bygget op omkring ABBAs sange, og musicalen er opført mange steder i Verden. Musicalen blev i 2008 lavet i en filmversion med bl.a. Meryl Streep og Pierce Brosnan i hovedrollerne. I 2010 blev Mamma Mia! opført i Danmark i en dansk oversættelse af bl.a. Anne Linnet.

    I 1992 udkom opsamlingsalbummet ABBA Gold: Greatest Hits, der til dags dato er ABBAs bedst sælgende album. Det er også det eneste album som har været nr. 1 på den engelske album hitliste 2 gange. Både i 1992 og i forbindelse med filmen Mamma Mia i 2008.

    Gruppens sange er stadig populære den dag i dag, også i nye versioner. Kunstnere som U2, Kylie Minogue, Cliff Richard, Erasure, Mike Oldfield, Westlife og R.E.M. har alle coveret en eller flere af ABBAs sange. Der har også været lavet deciderede cover-grupper, bl.a. A*Teens og Björn Again. I 2005 fik Madonna lov til at sample ABBA-sangen Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight), det gjorde hun på sit kæmpehit Hung Up, der blev #1 i 47 lande.

    I 2005 blev ABBA og deres sang Waterloo kåret som den bedste Melodi Grand Prix-deltager nogensinde i showet Congratulations. Endelig blev en ABBA-udstilling indviet i januar 2010. Udstillingen er verdensomrejsende og eksisterer stadigvæk..

    Personer tilknyttet ABBA

    • Stikkan Anderson – manager & producent
    • Michael B. Tretow – lydtekniker
    • Anders Eljas – arrangement
    • Lasse Hallström – producent af de fleste af musikvideoerne og ABBA - The Movie

    Diskografi

    Album

    • Ring Ring (1973)
    • Waterloo (1974)
    • ABBA (1975)
    • Arrival (1976)
    • The Album (1977)
    • Voulez-Vous (1979)
    • Super Trouper (1980)
    • Gracias por la Música (1980)
    • The Visitors (1981)
    • The Singles: The First Ten Years (1982)
    • ABBA Live (1986)
    • ABBA Gold: Greatest Hits (1992)
    • More ABBA Gold: More ABBA Hits (1993)
    • Thank You for the Music (1994)
    • Oro - Grandes Exitos (1999)
    • The Definitive Collection (2001)
    • The Complete Studio Recordings (2005)

    Singler

    Singler og hitlisteplaceringer (IU = Ikke udgivet i det pågældende land)

    Kilder

    Teksten er under licens fra "Creative Commons Attribution/Share Alike ". Yderligere vilkår kan gælde. Se Creative Commons site for flere detaljer. Oprindelig forfatter til den ovenstående tekst.