Jacques Brel

  • Jacques Brel (8. april 1929 – 9. oktober 1978) var en belgisk skuespiller, komponist og sanger.

    Som søn af en velhavende belgisk fabrikant syntes tilværelsen erhvervsmæssigt og økonomisk at være veltilrettelagt. Han arbejdede i sin fars virksomhed og havde stiftet familie, men fandt det borgerlige liv monotont. Han havde fra sin ungdom spillet med i amatørteater, komponeret, spillet og sunget sange, og indspillede i 1953 en plade, der solgte i 200 eksemplarer. Den medførte imidlertid en opfordring fra en talentspejder om at komme til Paris for at prøve lykken i musikkens verden. Efter nogle svære år kom hans gennembrud i 1957, og to år efter var han verdenskendt.

    Hans produktion var omfattende, og han medvirkede også i flere film. Hans sange er dramatiske og fortællende om livet og almindelige mennesker – udtrykt med charme og musikalsk variation. Han fik konstateret lungekræft i '75 og trak sig ud af showbiz for at slå sig ned i Fransk Polynesien. Her tilbragte han sine sidste leveår – afbrudt af en enkelt pladeindspilning. Han ligger begravet på Hiva-Oa – side om side med Gauguin. En af hans kendeste sange er "Ne me quitte pas". Brel opfattede sig som fransktalende flamlænder.

    Referencer

    Teksten er under licens fra "Creative Commons Attribution/Share Alike ". Yderligere vilkår kan gælde. Se Creative Commons site for flere detaljer. Oprindelig forfatter til den ovenstående tekst.