Orgi-E klar med solo-debut

Suspekt-rapperens album lander d. 17. september.

Orgi-E fra danske Suspekt er nu klar med sin første soloudgivelse ever – et helt album, der rammer butikkerne d. 17. september, og som kommer til at hedde “Klamfyr” (Du har sikkert allerede hørt hans 1. singleudgivelse fra i sommer, der hedder “Singlepik”).

Er du kæmpe Suspekt fan behøver du ikke frygte, at det her er enden på den anerkendte danske raptrio, men blot et personligt album fra rapperen, der bl.a. til Ritzau har fortalt, at han ganske enkelt havde brug for at udtrykke noget, der kun handlede om hans point of view.

“Klamfyr” giver den 32-årige Albertslund-rappers syn på racisme, utroskab og ikke mindst et ægteskab og nogle venskaber, der nu er fortid. For at komme videre har Orgi-E bl.a. været på motorcykeltur gennem Cambodja helt alene, hvor tankerne om disse brud har fået masser af plads. Og albummet er en slags forløsning:

- Folk kommer og går i dit liv. Det har min mor altid sagt til mig, og det har hun jo haft ret i. Jeg har måttet lære mig selv at give slip på dem og gør det altså gennem min musik nu, forklarer rapperen.

Suspekt spillede til MTV's 7 års fødselsdagsfest i København denne sommer. Tjek billederne her!

TRACK BY TRACK kommentarer af Orgi-E:

1. Kommer snigende ind (Klamfyr pt. 2)
Det er videreførslen af ’Klamfyr pt. 1’. Ham, der lurede gennem ungpigernes vinduer på Suspekts Prima Nocte-album. Nu kommer du i stedet ind i mit univers, og jeg kommer ind i din stue. Nummeret er produceret af ELOQ.

2. GUL FEBER
Ja, det handler jo om, at Jonathan og jeg på et tidspunkt opdagede, hvor dejlige piger fra Asien er. Siden hen fik fascinationen et lille twist ved at sammenligne de dejlige piger med hurtige motorcykler. Dobbeltbetydningen i nummeret, er en smule inspireret af min store helt R.Kelly og hans måde at skrive tekster på.

3. BLINKENDE LYGTER (feat. Xander)
Den er faktisk lavet to gange, og teksten går helt tilbage til 2005, men produktionen sad bare ikke, og så kom Jonathan altså på banen og dræbte den. Pludselig kunne vi høre, at Xander ville gøre sig godt over beatet – det samarbejde havde jeg umiddelbart ikke lige forestillet mig. Han er jo en del blødere i sin lyd, men han er virkelig dygtig. Det fandt jeg hurtigt ud ad.

4. FÅ DINE PISTOLER FREM (feat. Marwan)
Der er mange lag i det nummer, og det er også meget kontroversielt. Forud for det går en lang historie. Det startede egentlig med, at jeg i 2006 var i Grækenland for at besøge min mor, som boede der i en længere periode. Her snakkede vi om, at Pia Kjærsgaard har et sommerhus på Santorini og så kommer derned og nyder godt af andres land, mens vi danskere kun omgås med andre danskere, når vi tager på charterferie. Vi kan slet ikke tillade os at brokke os over, at indvandrere færdes i flok. Vi gør det jo selv, og de fleste indvandrere vælger bare ikke deres egen ferie, hvor de vil hen i verden – de er på flugt! Og så var det lidt sjovt at sætte det hele i relief ud fra en racistisk mands standpunkt.

5. SINGLE PIK
Det her er jo en ret interessant produktion med masser af Balkan-vibe. Singlen var der med det samme. Den skar sig selv, kan man sige, og jeg dræbte den i studiet. Det gav mening at bruge nummeret til at proklamere, at jeg er sulten og ikke bare begræder at være blevet skilt.

6. RESPIRATION
Min ven og hans bror lider begge af sygdommen cystisk fibrose, der sætter sig i lungerne og hæmmer vejrtrækningen. Når man har den, kan det godt føles, som om der ikke er noget at leve for. Det er den historie, som får en tragisk udgang i nummeret. I virkeligheden er det heldigvis gået godt for min ven, som efter nogle hårde år har fundet kærligheden og fået tvillinger. Men det så sort ud, da jeg skrev den.

7. RIVER JERN
Endnu et R Kelly-inspireret nummer. Om at spille pik og pumpe jern. Der er ikke så meget mere til den. Det skulle da lige være, at det er ét af de første numre, som Rune (Rask, red.) og Jonathan (Elkær, red.) producerede sammen.

8. MODERNE SIGØJNER
Det nummer er en af mine favoritter, og den blev skrevet i Cambodja i vinter. Det var, da jeg fik hele mit liv og ødelagte ægteskab lidt på afstand. Før det havde jeg været på en tur rundt i provinsen i en autocamper med min ven Simon Jul. Kontrasterne var vilde alle steder, og det var sundt for mig lige at se, hvordan andre folk lever, og hvad de må slås med.

9. MAND 2.0 (feat. Jooks)
Jeg er blevet mere mand nu, end jeg var før. Det handler nummeret om, og det blev til under Roskilde Festival i år, hvor min gode ven Jooks og jeg blev enige om, at vi måtte lave noget seriøst sammen til pladen. Jooks’ rap lyder lækkert og smøragtigt, mens jeg nærmere er ristet rugbrød. Sammen giver det rigtig god mening. Ha ha ha!

10. MILF
Det nummer blev så til under en studiefest og er så absolut også det skøreste nummer på pladen. Det er jo en drengefantasi at bolle en lækker milf eller to. Først og fremmest er det dog let, friskt og catchy, så det skulle der være plads til.

11. CITY2MUSIK #HvaGlorDuPå?
Her fortæller jeg om ting, jeg har oplevet i Albertslund gennem min barndom og ungdom. Jeg har altid gerne villet lave det nummer, som på ingen måde er noget forsøg på at være gangster i Albertslund. Jeg prøver på at skiltre de ting, som jeg så de gutter, der var lidt ældre end mig, rode rundt med. Der er altså ikke justeret op og ned på noget. Musikken er aggressiv og hård, alt andet ville heller ikke give megen mening.

12. HOLD DIG STÆRK (feat. Bai-D og Wafande)
Her leverer Andreas noget, der er meget langt fra det sædvanlige Suspekt-univers. Det var vigtigt at slutte af med ham for at markere, at Suspekt på ingen måde stopper med dette album. På omkvædet drømte jeg om at høre Wafande synge »Uh-yea-ay!« Lyder det ikke genialt? Nummeret opsummerer egentlig resten af pladen meget godt og berører de vigtigste ting, der er i spil undervejs.

Tags: Suspekt, Orgi-E, singlepik, klam fyr.

Torsdag, 23. August 2012