'Jeg ville gerne høre min egen musik'

Danske Jimilian er ugens MTV Fresh. Her kan du lære ham lidt bedre at kende!

Du har sikkert allerede lagt mærke til, at Jimilian har været i heavy rotation på MTV Danmark i denne uge som vores MTV Fresh artist. Her kan du komme lidt tættere på ham…

Jimilian Ismali kom til verden d. 22. august 1994 og er dansker, men har også albanske rødder. Måske kan du huske ham fra MGP 2006, hvor han deltog med sangen ‘Penge’.
I 2009 udsendte Jimilian albummet ‘Vejen Mod Toppe’n og har derudover udgivet singlerne ‘Hjerteslag’, ‘Toget Er Kørt’, ‘Virus’, ‘Få Dig Et liv’, ‘Elsker’, ‘Finde Dit Smil Igen’. Alle udgivet på hans eget selskab FlexMusic.

Lige nu er det 18-årige talent aktuel med singlen ‘Hvem Gi´r Dig Lov ?’, der er udgivet på Disco:wax – og senere i 2013 kommer en EP. Nummeret er produceret af Michael Pærremand – der bl.a. producerer Niklas, i samarbejde med Jimilian og hans storebror Besmir. Trekløveret kender hinanden fra Falster, hvor de er vokset op.

Hvordan reagerede du, da du hørte, du var ugens MTV Fresh?
Da jeg hørte, at jeg var ugens MTV Fresh, fejrede vi (Flexmusic, red.) det med champagne på en mandag! Har altid set meget MTV, og det har været en drøm at blive spillet der – og nu er jeg ugens MTV Fresh. Fantastisk.

Fortæl om første gang, du hørte dig selv i radioen…
- Det er en sjov historie… Det var sådan, at man kunne ønske en sang i radioen, så jeg ville gerne høre min egen musik, for det var jo en god mulighed nu når man kunne ønske en sang. Min ven Mido og jeg udgav os for at være en pige ved navn Hylachaka, som var sammen med 10 piger, der ikke nåede toget. Deres ønske var at høre Jimilian’s sang ‘Toget er kørt.’ Vi sendte beskeden – og lidt efter hørte vi radioværten, der havde svært ved at udtale pigens navn ‘Hylachaka.’ Vi fik en god griner, og det endte med at han spillede sangen.

Hvad gør en pige fresh i dine øjne?
- For mig handler det altid om førstehåndsindtrykket – og hvordan pigen bærer sig selv.

Hvilken musikvideo har gjort størst indtryk på dig?
- Nu har jeg desværre ikke meget tid til fjernsyn da det meste af min tid går med musik og skole, men jeg går meget op i musikvideoer generelt, da det tilføjer en kæmpe visuel side til et nummer. Den bedste musikvideo jeg nogensinde har set er ’ Labrinth ft. Tinie Tempah – Eartquake.

Hvad inspirerer dig?
- Når jeg laver musik er der rigtig mange ting, der inspirerer mig. Fx bliver jeg nemt inspireret af simple toner, fordi det giver meget plads til at improvisere og lege med min stemme. Med fare for at det kan lyde mærkeligt, så inspirerer farver mig faktisk også. Derudover har vi altid en god proces i studiet, hvor vi prøver en masse forskelligt af – fx underlige lyde og instrumenter. Den proces er utrolig kreativ og vanvittigt inspirerende.

Se musikvideoen til 'Hvem Gi'r Dig Lov?' her!

Nøgleord i denne artikel: Jimilian, ‘Hvem Gi’r Dig Lov’, MTV Fresh.

Fredag, 01. Februar 2013