The Lumineers til Roskilde Festival 2013!

Til dig, der elsker iørefaldende folk-rock.

Denver-trioen The Lumineers er godt i gang med at indtage verden – og denne somer indtager de Roskilde Festival 2013!

Bandet, der laver folk-rock med både indietække og insisterende popomkvæd, har fået noget af et gennembrud i USA med debutalbummet ‘The Lumineers’ (der udkom i Europa d. 5. november sidste år), hvilket bl.a. betød to nomineringer til årets Grammy Awards for Best New Artist og Best Americana Album.

The Lumineers blander folk, alternativ rock, Americana, indie og pop og dyrker dermed nogle af de samme musikalske inspirationskilder som Mumford & Sons, Band Of Horses og Fleet Foxes. Bandet – der har base i Denver, Colorado, men oprindeligt kommer fra New Jersey – består af Wesley Schultz (lead vokal/guitar), Jeremiah Fraites (percussion/mandolin/vokal) og Neyla Pekarek (cello/madolin/klaver/vokal).

Skal du tjekke The Lumineers ud på årets Roskilde Festival?

Søndag, 03. Marts 2013