Volbeat afslører samarbejdspartnere

Metal-pioner med på kommende album!

Volbeats kommende album, Outlaw Gentlemen & Shady Ladies, udkommer 8. april i hele verden, og nu afslører bandet, hvem der kommer med på albummet som gæstemusikere eller gæstevokalister!

Det bliver bl.a. danske King Diamond, frontmanden for metal-pionererne Mercyful Fate. King Diamond lægger vokal til en del af singlen ‘Room 24’:

- Jeg er en stor fan af Mercyful Fate og King Diamond. Det er et kæmpe privilegium at have Kongen med på pladen. Normalt er det jo ikke noget han gør. Han har selv skrevet sin tekstdel til Room 24, som er en underlig, skræmmende historie, og han er perfekt af have med på netop det nummer, fortæller Michael Poulsen (vokal/guitar) fra Volbeat.

Yderligere gæster inkluderer blues mundharmonika-spiller Paul Lamb, den canadiske sangerinde Sarah Blackwood, Anders Pedersen på slide-guitar, Rod Sinclair på banjo og Jakob Øelund på kontrabas.

Volbeat starter en stor turné i USA og Canada i aften – i dansk sammenhæng kan du bl.a. opleve Volbeat til Roskilde Festival 2013.

Nøgleord i denne artikel: Volbeat, King Diamond, Merceyful Fate, Roskilde

Onsdag, 06. Marts 2013