En liga for sig selv

De laver urban pop og hedder L.I.G.A. Kender du dem?

Hold øje med L.I.G.A! En ny dansk popgruppe, som er aktuel med sin allerførste single; ‘Skylder dig ik’ noget’. Et energisk poptrack med et strejf af Motown og hiphop.

De tre artister mødte hinanden på en lidt speciel måde. De kendte nemlig ikke hinanden i virkeligheden, for det var hinandens musik de faldt for på kanaler som YouTube. Her begyndte de at dele deres arbejde med hinanden og pludselig opstod der et spontant samarbejde. Efter et møde med den kendte danske producer og sangerskriver Chief 1, og ikke mindst hinanden, kom de i studiet sammen.

Og resultatet er nu klar i form af singlen ‘Skylder dig ik’ noget’.

- Sangen handler om en ekskæreste, som har trådt på dig, fortæller Nicky Russell, Feras Agwa og Ihan Haydar fra L.I.G.A., der i øvrigt har rødder i både Danmark, Australien, Syrien og Irak. Trioen er nu spændte på, hvordan deres arbejde bliver modtaget. For dem er det helt sikkert, at de håber på at ramme en nerve denne sommer:

- Det er vigtigt, at man kan relatere til vores tekster og musik. Ordene skal komme fra hjertet og ikke et samlebånd hos en tekstforfatter, siger Nicky Russell.

Mandag, 06. Maj 2013