Primavera Sound Festival 2013

Det er fredag og anden dag på Primavera Sound

Solange

Det er fredag og anden dag på Primavera Sound, det er ret koldt og meget, meget blæsende. Folk ser nærmere ud, som om de er klædt på til en naturekskursion på Island og ikke til en festival på stranden. Vi prøver at få varmen, mens vi stiller op foran Pitchfork-scenen og venter på vores første koncert med Solange! Spændende! Og endelig – der er hun!

En lille pige i sorte læderbukser kommer ind på scenen. Da hun begynder at synge, er det svært at tro, at hun ejer sådan en stor stemme. Hun har bragt et helt liveband med sig over havet, og de bidrager alle til den samme 80’er-stemning. Solange har denne her korte neongrønne læderjakke på, og hendes dansebevægelser ligger et sted mellem MJ og en ung Whitney. De fokuserer på hendes seneste album “True”, men viser også, hvordan et soulnummer fra hendes første album stadig passer til nutidens musik. Hun virker så sikker på scenen og synes oprigtigt glad for at være der. Stemningen er simpelthen så positiv, men da det er tid for “Loosing You”, får hun brug for vores hjælp. “Jeg vil blot bede jer om en ting: Læg jeres mobiltelefoner med kameraer væk. Og lad os sammen give slip på vores forpulede fornuft i dette øjeblik.” Og det gør vi. Hele Pitchfork-scenen bevæger sig og ryster, bumper og knager – og der er ikke en telefon at se. Hun synger om, hvordan "nogle ting aldrig synes at “fucking” fungere", men hør lige, hvor godt denne koncert fungerer! Tak Solange, det var lige, hvad vi havde brug for.

Breeders

Vi var virkelig spændt på at høre Breeders spille “Last Splash” og opføre sig lidt teenageagtigt, når de kom ind på scenen, og ja – vi blev blæst væk. Men desværre ikke af musikken. Barcelona bekræftede i aften sin status som den mest forblæste by i Spanien, hvilket desværre påvirkede lyden meget. Det var ligesom at trykke på delay-knappen i Garageband, men uden at producere en sær baggrundsmelodi.

Det er ganske fornøjeligt at se Kim & Kelly være taknemmelige og gøre deres bedste for tilskuerskaren foran den eneste ene Primavera-scene, men de er ti år for sent på den. Jeg vender mig om for at se på tilskuerne, hvor stort set alle er i 30’erne ligesom jeg. De fleste har travlt med deres instagramkonti – #meandmyfavoritnostalgiabandthebreeders – eller prøver at tænde en cigaret i den milde tornado. Men vi fokuserer på noget andet – hvor vi mødte vores første kærlighed, hvor vi spillede pool ved et stævnemøde, eller hvor vi kørte hele natten for at se den perfekte solnedgang (Cannonball eller Sunset var mine efter-surfsange, hvis du undrer dig). Det er sådan, vi husker Breeders. Ikke som et Sheryl Crow-coverband med en rædselsfuld lyd, når alle hipsterne virkelig, ja VIRKELIG hellere vil danse til Solange 200 meter væk, ved stranden.

Jeg elsker jer Breeders, men I skuffer mig.

Blur & The Jesus and Mary Chain

I aften skal vi genforenes med de gamle Blur og The Jesus And Mary Chain. De spiller begge på Heineken-scenen med få timers mellemrum. Og disse bands er ligesom et vævet tæppe af teenagedrømme for mig. Her ser du dine gamle håb, mål og alle de skræmmende dumheder, du begik dengang. Det er fra en anden tid. Og mens Blur forekommer at være næsten lige så engagerende, som de var dengang, har jeg sværere ved at genetablere kontakt med de skotske Reid-brødre. Nostalgi er ikke altid nok. Desværre.

Da JAMC råber “Jeg vil dø ligesom Jesus Kristus”, føles det mere end noget andet som et træt forsøg på at puste liv i en gammel karriere foran det store lysende kors på scenen. Men Blur føles på en måde stadig betydningsfuld. De rammer mig stadig, og du får øjnene op for, hvor sjovt det må have været at lave spillelisten til denne turne. Deres række af fantastiske popsange er alenlang, og det høres tydeligt i aften.

Neurosis
Ja, dette er et af mine yndlingsbands, og det går højt. Neurosis har “altid” været der, men lyden har været lidt frem og tilbage efter deres fans’ opfattelse. Det er lidt sært, men det har altid drejet sig om Scott Kellys sindstilstand. Hvis han har været glad, har vi været superglade.

Men at lytte til Neurosis live, er den nemmeste måde at være fri på. Det er ligesom at gå ind på en punkbar i Rio de Janeiro, hvor du sparker dine forbandede sko af og lytter til Jesus eller Allah. Scott skriger sin mavepine ud samt “sangene” Black og Empty for de ensomme spaniere, der har ofret deres studielån på at deltage i Primavera Sound.

Jeg går i seng med en bastromme i maven. Så meget bedre end et “professionelt band” dvs. Metallica – og ja – deres turne-arrangør ringede til mig bagefter for at høre, om jeg kunne lide det, og gæt hvad jeg sagde? Jeg sagde – du har valgt den bedste mand i verden at sove sammen med. Hun blev helt tavs og lagde på. Det er gensidig kærlighed.

The Knife

Til sidst går The Knife på scenen kl. 3.10. Det føles sent på denne kolde, anden aften på festivalen. Masser af folk har allerede forladt stedet. Men for resten af os er det et “must” at høre The Knife! Og det er en stor og hengiven skare, der byder dem velkommen. I begyndelsen er der er en gruppe folk, der lader som om, de spiller live på deres instrumenter, men efter et par sange holder de op med at forstille sig og begynder at danse i stedet. Og SHOWET begynder. Hvis du var lidt træt før, bliver det fejet væk af dansernes energi og de rytmiske slag. Du er fanget i bevægelsen, og for anden gang den aften tænkte jeg på 80’erne, da jeg selv dansede lidt. Scenen er mørk og mytisk, og Karin Dreijer sidder og synger ved klaveret, mens danserne bevæger sig simultant i deres breakdance-inspirerede koreografi i, hvad der føles som en scene fra en gammel musikvideo. Men jeg ville aldrig sige, at deres musik er retro eller noget i den retning. Den er noget helt andet, og du får følelsen af, at du er på det rette sted på præcis det rette tidspunkt. Lige der hvor det hele sker, og jeg tror, at det var lige præcis, hvad de havde tænkt sig. Ren magi!

Torsdag, 30. Maj 2013