Primavera Sound 2013

Primavera Sound tredje dag

Thee Oh Sees
Vi kom for nylig tilbage fra en lille tur til Austin, Texas og SXSW, hvor vi gik ud for at høre noget livemusik, og blandt bandene var Thee Oh Sees. Vi hørte dem spille på Hotel Vegas hver aften. At stå fremme foran og føle sig som en Justin Bieber-fan var den mest almindelige følelse, jeg havde i den uge. Men det er umuligt ikke at rødme. John Dwyer er fantastisk sød, en pokkers talentfuld musiker ̶ faktisk et forbillede. Alle de bands, han har været med i (Coachwhips, Pink and Brown, Landed, Yikes, Burmese, The Hospitals, Zeigenbock Kopf, Sword + Sandals), har været sære, men gode. Men kære John – nu må du ikke blive rastløs hos Thee Oh Sees. Lad os blive der for evigt!

En teenager snubler over hegnet foran, og den her store fyr griber straks hans hoved og holder ham nede på jorden. Bandet holder op med at spille – dette er ikke Titanic. Dwyer siger HALLO, LAD VÆRE MED AT BEHANDLE ET BARNDEN MÅDE! Problemet er, at fyren ikke forstår engelsk. Så han fortsætter med at forulempe ham, og bandet holder igen op med at spille. Nu mener Dwyer det ALVORLIGT! Og du kan føle hans frustration – her er vi – 5.000 mennesker, der står ved havet og gør det vi elsker at gøre, og hvad vi får, er en idiot, der prøver at tæve et lille barn i stedet for at gøre sit job.

Koncerten fortsætter, og det er en klassisk Thee Oh Sees-stemning ̶ var der nogen, der kom til at røre pitch-knappen? Mine fødder bevæger sig hurtigere og hurtigere, og pludselig danser jeg som i en Fatboy Slim-video. Da Minotaur slutter koncerten, efter at bandet havde fundet ud af, at de havde mere spilletid, hører jeg Wu Tang Clan et sted i det fjerne. De er et godt eksempel på alt det, som Thee Oh Sees ikke er.

Phosphorescent
Senere kommer Phosphorescent på scenen for at underholde alle Will Oldham-fans på Primavera. Sidste gang jeg oplevede Matthew Houck optræde på denne festival, medbragte han et bigband, som gav koncerten en jazzet stemning. Denne gang er det en mindre opsætning, som passer ham bedre. For gamle Phosphorescent-fans er det en sand nydelse. Alle de gamle hits bliver spillet, og Matt opfordrer os til at synge med på de fleste af dem.

Tilhørerne er, som altid, folk, der ligner ham. Skæggede mænd og ja, også nogle enkelte par på ca. 25. Men lad os hvile i fred.
Vi har brug for dette band til at få en pause fra alt det, der provokerer i musikbranchen. Matthew Houck er en rar, beskeden, glad og sød fyr, som er her for at hjælpe os med at komme videre med vores liv. Jeg er måske den eneste i tilhørerskaren, som ikke er helt besat af hans musik, men det er helt fint.
Musikken er ganske harmløs.

Hvis du ikke har hørt Pho før, så sæt melodien “Los Angeles” på virkeligt højt, luk øjnene og forestil dig, hvordan den ville lyde, hvis tusinder af fulde folk synger den sammen på en blæsende festivalaften.

Det var sådan hele koncerten føltes. Tusind tak Matt, fantastisk som altid.

Cayucas
Cayucas er bandet med det underlige navn, der rimer på maracas. Det giver mening. Det er en gruppe af pæne drenge, der spiller afrikansk influerede solskinssange, pakket ind i en mere traditionel britisk hipsterudgave. Lidt som Vampire Weekend, men anderledes. Vi havde oparbejdet ret store forventninger til denne koncert. Mens vi drak cava på balkonen i vores hus, før vi begav os af sted til festivalen, skruede vi så højt op for den, at vi var bange for, at vores naboer ville klage. Det gjorde de heldigvis ikke, og vi ankommer til den lille Vice-scene lige i rette tid. Der er ikke kommet så mange endnu, så vi kan nemt få plads oppe foran, nogle få meter fra bandet.

De bruger et Rhodes-klaver på scenen, og dets bløde lyd blander sig nemt med de lyse og kantede guitarmelodier. Trommerne bruges på forskellige måder for at passe til denne unikke musikstil. Forsangeren har en perfekt ren stemme og synger bittersødt om sine gymnasiekærester, alt sammen til en rytme, som kunne stamme fra en 50’er-version af Toptyve. Alle, og jeg mener a l l e, danser og klapper i hænderne, og tilskuerne giver den rollen som et helt nyt medlem af bandet! Det er som om, vi er deres nye slagtøjsgruppe. Lykkelig, lykkelig fryd og glæde!

*Mac De Marco *
Senere fanger vi Mac De Marco fra Brooklyn. Han har som sædvanligt sin kasket omvendt på og store huller i sine slidte cowboybukser. Han rækker tungen langt ud af munden, når han laver skøre ansigter og følger bare strømmen. Han er simpelthen en charmerende og cool fyr, og hans caribiske indiemusik lyder på samme måde. Det handler meget om strømmen og gode vibrationer. Siden jeg sidst så ham i Austin på SXSW, lader han til at have udviklet sig til en kunstner med scenepersonlighed, som man kan regne med i det lange løb. Lyden kunne have været en smule bedre, men jeg vil blive forbavset, hvis dette ikke er en kunstner, vi vil se og høre en masse til i det næste par år.

Da nogen blandt publikum kaster en pakke cigaretter op på scenen, som en gave for at fejre, at basspilleren skal være far senere på året, har de selvfølgelig også brug for lightere. Vi ser en regn af lightere komme dem til undsætning, og da de alle tænder deres nye cigaretter, bliver den sjove stemning endnu bedre, og de sørger for, at festen kommer i gang.

Roll The Dice
Roll the Dice er et massivt apparat, et system af funktioner. De står med ansigtet mod hinanden (ligesom Fuck Buttons), og arbejder som to tænder i et kæmpe tandhjul eller et damplokomotiv, der bevæger sig sindssygt hurtigt mod fremtiden. Røgen på scenen føles som støvskyer i en snavset ørken. De to svenskere har bukser med høj talje og seler på, og det er ligesom at være i en gammel western.

Det er en monoton og hård elektronisk lydproduktion, en rejse over dystre områder. To gale mænd eller genier. To profiler og to rygge, som bøjer sig hen over deres analoge synthesizere, det er alt, hvad vi får at se. Nogle gange er det ligesom, de prøver at tæmme hvert deres uhyre, og måske er det netop sådan! Bassen er så massiv, at bagtæppet og stofloftet næsten blæser af ATP-scenen.

Torsdag, 30. Maj 2013