Flygtningekrisen: Hvad du kan gøre for at hjælpe

Der er brug for din hjælp - se hvad du kan gøre!

Med hele verdens opmærksomhed på den store flygtningekrise kan det være svært at gennemskue hvad det præcis er, der sker, og hvad du kan gøre for at hjælpe.

Men det her er vigtigt. Så her er et overblik over, hvad der foregår og hvad du kan gøre. Hvis det var dig, der havde mistet dine venner, din familie og dit hjem, ville du så ikke også have brug for at nogen hjalp dig?

Hvorfor er der flygtningekrise?

Dette er den største flygtningekrise i Europa siden Anden Verdenskrig. I 2015 har mere end 350.000 mennesker indtil videre taget den farefulde rejse over Middelhavet, mange er flygtet fra krigszoner i Syrien og Afghanistan. Det er allerede 25% flere end i hele 2014. I Italien er 7.600 børn alene i år ankommet uden forældre eller nogen familie overhovedet.

Mange familier og unge mennesker møder så meget vold og konflikt i hjemlandet, at de begiver sig ud på den livsfarlige rejse for at finde sikkerhed. FN’s Flytgningehøjkommissariat har rapporteret mere end 2.500 dødsfald i år på ruten over Middelhavet. Men selv hvis flygtningene overlever rejsen, når de frem til et sted, hvor de er uvelkomne og står endnu engang i en usikker position.

Selvom EU vil tage yderligere 32.000 flygtninge i løbet af de næste to år, er det kun en lille brøkdel af det samlede antal mennesker, der har brug for tilflugt. Tyskland har åbnet grænserne for flygtningene og opfordrer andre til at gøre det samme. Vi må allesammen bidrage til at hjælpe med at tilbyde et hjem eller beskyttelse til dem, der har brug for det.

Hvad kan du gøre for at hjælpe?

Vi står med et kæmpestort problem uden en enkel løsning. Men vi kan allesammen hjælpe med at gøre en forskel.

Se hvordan du gør:

• Giv et bidrag til en af hjælpeorganisationerne, som støtter arbejdet med flygtninge som Red Barnet, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Refugees Welcome. Du kan også finde uafhængige indsamlinger at støtte eller starte din egen.
• Bliv frivillig for organisationer eller asylcentre.
• Meld dig ind i Facebook-gruppen Venligboerne eller andre støttesider, som samles om at hjælpe flygtninge.
• Find danske underskriftindsamlinger eller støttesider, som vil have Danmark til at gøre mere for at hjælpe flygtninge, eller skriv direkte til de danske politikere på Facebook eller Twitter.

Alt hvad du gør, både stort og småt, kan hjælpe! Dette problem forsvinder ikke af sig selv – det er op til os allesammen at gøre hvad vi kan for at arbejde hen imod en løsning.

Mandag, 07. September 2015